Rottweileren
en modig og hengiven beskytter
Rottweileren er en populær og vellidt race. Dens bydende fremtoning afføder respekt og beundring hos hundeelskere. Med sit brede ædle hoved, der kendetegnes af tydelige gyldenbrune øjenbryn, er rottweileren en bemærkelsesværdig flot hund. Rottweileren er stolt og reserveret, og dens imponerende fysiske styrke afvejes af dens vagtsomme intelligens og usvigelige mod. Rolig og uforstyrrelig som den er, er rottweileren en uovertruffen arbejdsvagthund, og med den rette træning og opdragelse er den en fin familiehund og beskytter.
Stærke og beskyttende hunde, rolige og selvsikre, intelligente og resolutte.
Rottweileren, som vi kender den i dag, er en af de ældste hunde, hvad afstamning angår. Den kan – gennem folklore snarere end nedskrevne kilder – spore sin herkomst tilbage til de mastiffhunde, der fulgte de sejrrige romerske legioner. Romerne brugte disse ældgamle hunde i slag, men også til at gemme og beskytte den marcherende hærs får og kvæg mod vilde dyr. Da romerne havde tilbagelagt den imponerende strækning over Alperne, slog de sig ned i de områder, vi i dag kender som Tyskland og Schweiz. Det er her, de oprindelige romerske mastiffer sandsynligvis har parret sig med indfødte hunde og fremavlet den race, vi kender i dag.
I vore dage er rottweileren en respektindgydende politi- og militærhund, der benyttes i forbindelse med forskellige vagt- og sporingsfunktioner. En godt opdraget rottweiler er indbegrebet af lydig tilbageholdenhed. Klippefast og standhaftig forholder den sig i ro, indtil den af sin fører bliver anmodet om at håndtere en vanskelig situation.
Når hunden bliver ordentligt trænet og opdraget, er den også glimrende som familiehund. Faktisk kræver FCI-standarden, at en rottweiler skal være et "venligt og godhjertet gemyt og være glad for børn". Ejeren skal dog være i stand til fysisk at håndtere så stærkt et dyr og sikre sig, at hunden ved hvem der bestemmer. Belønningen er en afdæmpet og føjelig følgesvend, hvis majestætiske fremtoning skaber en enestående tryghedsfølelse hos hele familien.










